”Et stærkt samarbejde med vores eksportkunder er nøglen”
Kohberg Bakery Group har de seneste år i endnu højere grad har gjort sit indtog på eksportmarkedet.
Det mærker Martina Pia Laasholdt tydeligt i hendes arbejde som Quality Assurance Coordinator i Kohberg, hvor hun har fokus på fødevaresikkerhed på eksportmarkedet. Hun laver blandt andet deklarationer og specifikationer, hvor specifikationerne er en mere uddybende dokumentering i form af deklarering, ingredienser og oprindelse af råvarer.
Senest har hun sat sig ind i amerikansk fødevarelovgivning, da det på nuværende tidspunkt er USA, der er det største eksportmarked for Kohberg.
”Det giver rigtig god mening, at jeg ved nøjagtigt, hvad der er op og ned i amerikansk lovgivning. Jeg er en central del af produktudviklingsfasen på eksport allerede fra start, fordi der ofte kan være kundekrav, der ligger ud over lovgivningen. I sidste ende sparer det os tid, at vi kan være skarpe på ingredienser og råvarer fra start,” siger Martina.
For at hjælpe hendes eksportkollegaer har Martina samlet alle kundekravene på flere eksportmarkeder i en excel-oversigt, hvor e-numre er oplyst med enten et ’go eller no-go’. Kundekravene er tilgængelige i Kohbergs kvalitetsstyringssystem, KERNEN, hvor produktcheferne og produktudviklingsteamet kan anvende det som et opslagsværk.
Vi stoler på de kunder, vi samarbejder med
Kohberg eksporterer – for nuværende – til samlet 27 lande på tværs af kontinentet. Senest har også Japan vist interesse i originalt dansk bagværk.
”Det kan være udfordrende at balancere fødevaremærkning fra hele verden – specielt fordi fødevarelovgivningen er så specifik fra land til land. Samarbejde er nøgleordet, fordi det ikke er realistisk, at jeg sætter mig ind i fødevarelovgivningen i alle de lande, Kohberg eksporterer til. Derfor samarbejder og stoler vi på, at kunderne oplyser os de rigtige og vigtige ting fra start. For som vi fortæller dem, så kan manglende information i sidste ende blot forlænge produktudviklingsprocessen yderligere,” siger Martina.
Lige nu arbejder Martina på en case i forbindelse med eksport til Mexico, hvor der er krav til sporing af æg og mælk ved forsendelse. Dokumentation skal noteres i et såkaldt ’Veterinærcertifikat’ mellem Danmark og Mexico.
”For at komme i mål med dette har vi måttet etablere kontakt til den danske ambassade i Mexico, der agerer vores ´talerør´ ind til den mexicanske fødevaremyndighed. Når certifikatet er på plads, er der yderligere indenrigserklæringer, der skal udfyldes, for at dokumentere den komplette vareoverførsel. Det kan godt blive lidt teknisk, så er det altså nemmere, når det bare er internt i EU, at vi eksporterer til,” siger Martina.

BRC-certificeringen er vores kvalitetsstempel
Kohberg er BRC-certificeret, der er en certificering, der stiller nogle af de højeste krav til fødevareproducenter om ledelse, produktsikkerhed, hygiejne og medarbejderuddannelse.
”Den er vores kvalitetsstempel, men ikke for alle internationale kunder er denne certificering nok. Måske de har erfaring fra andre leverandører, der ikke lever op til det, de lover, og så kræver de yderligere dokumentation – også fra os,” siger Martina
Verden er stor, og eksportmarkedet kan til tider blive en kompleks størrelse – også for Martina:
”Jeg kan godt savne ekstern sparring vedr. fødevaresikkerhed på eksportmarkedet. Vi bruger lige nu Teknologisk Institut og ambassaderne i landene, men det kan stadig være svært. Så vi forsøger hele tiden at finde gode kontakter, vi kan sparre med også set i lyset af, at Kohbergs eksportrejse jo kun tager til.”