”Jeg ser os lærlinge som fremtiden – vi skal bære faklen videre”
Mikkel Løvgreen Hammerlund, 27 år, er bagværkerlærling i Kohberg. Han er opvokset i Stenløse på Sjælland, og hvordan går det så til, at han ender hos Kohberg helt nede i sønderjyske Bolderslev?
”Jeg flyttede til Vestjylland for at starte på Varde Kaserne. Jeg gik i fars fodspor og ville være soldat. Jeg er opvokset i en kernefamilie, men har nok altid været lidt curlingbarn. Jeg savnede at blive udfordret – blive voksen. Derfor startede jeg i forsvaret,” fortæller Mikkel.
I dag er Mikkel bosat i det jyske. Han blev nemlig forelsket i en sønderjysk pige, som han i dag også er gift med.
”Min tid i forsvaret var en rejse hen imod at blive en ’rigtig’ mand - fra drengerøv til ansvarsbevidst. Jeg valgte forsvaret, fordi jeg savnede følelsen af at være selvstændig. Vi blev trænet i at tænke konsekvenser og altid have alle mand med. Jeg har løbet i skov og mudder for dernæst at skulle stå ret og pænt. Jeg har deltaget på et råbekursus for at give slip på nogle ting – en enorm frihed,” fortæller Mikkel og fortsætter:
”Men det er også en rå kultur. Fed drengerøvsdrøm når man er single, men en svær livsstil at forene med en kæreste. Jeg savnede at slå mig ned og en gang imellem bare drikke en kop te.”
Identitetskrise efter hjemkomst fra Kosovo
Mikkels tid i forsvaret stoppede efter, han kom hjem fra sin udsendelse i Kosovo. Han landede på dansk jord syv dage inden, at Rusland angreb Ukraine første gang.
”Det var vildt at opleve, hvordan dynamikken i forsvaret ændrede sig. Pludselig var der så meget stress. Den gruppedynamik, vi havde trænet så stærkt, og dét at løfte i flok blev pludselig udfordret. Jeg oplevede, at folk trak sig om egen kerne og tænkte på dem selv og deres familier. Det var tydeligt, at det var voldsomt for folk. Det går nok op for én, at man ikke er udødelig,” siger Mikkel.
Efter samlet 3,5 år i forsvaret står Mikkel over for en hård periode, hvor følelsen af identitetstab rammer ham. For hvem er Mikkel, når han ikke er ham i forsvaret, som folk har rost til skyerne? Med en trang til at bidrage og hjælpe mennesker, prøvede han både at arbejde i hjemmeplejen og i en vuggestue, men heller ikke her følte han sig hjemme.
”Jeg er inkarneret håndværksmand. En dag nævnte min kæreste, om jeg havde overvejet at blive bager. Og altså jeg elsker at bage og snakker altid om at gøre det noget mere,” siger Mikkel.
Herefter startede han på bageskole på EUC Syd. Med en ildsjæl af en underviser fik ham og hans klassekammerater ekstra muligheder for udvikling i bageriet, og alle fik de topkarakterer. Undervejs ender han også i praktik hos Kohberg.
”Tiden på bageskolen blev en katalysator for min tilbagevenden til mig selv. Jeg oplevede et bagerfag i opvågning, og min tid i praktik hos Kohberg gav mig den der genkendelige følelse i maven fra forsvaret. En følelse af at høre til,” fortæller Mikkel.
Forståelse af bagerverdenen indefra
Mikkel kan se frem til fire års læretid sammen med Kohberg. Lige nu er han på hvedebrødslinjen og glæder sig over at blive dygtigere sammen med de kollegaer, der lærer fra sig.
”Jeg har et mål om ikke kun at blive god til at betjene bagelinjerne. Jeg vil forstå bageverdenen indefra og blive god til den. Kohberg har ikke travlt på mine vegne, og det er meget befriende. Her er der plads til udvikling, støtte og rette sparring, og der bliver i høj grad lyttet til mig,” siger Mikkel og fortsætter:
”Kohberg er et sted, der tror på dig som menneske. Mennesket kommer først – kompetencerne dernæst. De er også enormt gode til at rose. Jeg får tit at vide, at de sætter pris på mig. Jeg ser mig selv og mine kollegaer, som mennesker der er ydmyge, engagerede og har respekt for hinandens arbejde. Og når ja, så er vi også altid klar på at drikke en kop kaffe. Selvom vi arbejder, så husker vi også hyggen. Den er vigtig.”
En fremtid (og et jubilæum) i fællesskab med Kohberg?
I dag ser Mikkel tilbage på sin identitetskrise med mildere - og mere erfarne - øjne.
”Jeg har oplevet meget som relativt ung, men jeg ser det som en god start på min udviklingsrejse med Kohberg. Jeg ser os lærlinge som fremtiden – vi skal bære faklen videre. Måske jeg en dag gerne selv vil lære fra mig,” siger Mikkel.
Dog tager Mikkel en dag ad gangen, men glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer. Han håber, at han kan få jubilæum et sted – måske det bliver i Kohberg?
”Jeg nyder at have fundet ro. Min kone siger, hun kan kende Mikkel igen – nu ikke som sej soldat, men sej bager. Mine dage i Kohberg minder mig om de bedste dage i forsvaret. Min identitet er kommet tilbage, jeg kan sænke paraderne, og jeg føler mig hjemme,” afslutter Mikkel.