Kohberg er klar til nye muligheder – og ny direktør
Efter fire år med et vellykket turnaround og en flot fremgang, er Kohberg klar til næste skridt. Det betyder et planlagt skifte, hvor Søren Bender Egesborg afløser René Normann Christensen som direktør fra 1. december 2023.
Da René Normann Christensen satte sig i direktørstolen hos Kohberg i begyndelsen af 2019, var det for at gennemføre et turnaround på Danmarks største danskejede bageri. Det er lykkedes, og Kohberg er nu klar til nye muligheder – og en ny direktør. Fra 1. december 2023 hedder direktøren for Kohberg Bakery Group A/S derfor Søren Bender Egesborg.
- Som direktør fik René Normann Christensen en bunden opgave, og her næsten fem år senere har han fået styr på økonomien og på dagligdagen. René har skabt en klar målsætning for Kohberg, og samtidig har han bevist, at der kan blive forretning i at bage og sælge brød i Danmark. Kohberg er nu en sund forretning, der er klar til den videre rejse, siger bestyrelsesformand for Kohberg Bakery Group A/S, Jes Bjerregaard.
René Normann Christensen har sammen med den kommende direktør, bestyrelsesformand Jes Bjerregaard og den øvrige bestyrelse gennem de seneste måneder nøje planlagt det kommende direktørskifte.
- Min opgave er løst, og det har været nogle fantastiske år. Vi har i fællesskab arbejdet frem mod at gøre Kohberg endeligt klar til direktørskiftet, og med Søren Bender Egesborg er vi sikre på, at vi har den rette til at overtage posten. Der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at savne Kohberg, men jeg er helt tryg ved at overlade den videre rejse til Søren, siger René Normann Christensen.
Kohberg går en spændende fremtid i møde
Med en stærk kommerciel baggrund og indgående erfaring med forretningsudvikling og internationalisering af fødevarevirksomheder, er Søren Bender Egesborg ifølge René Normann Christensen og Jes Bjerregaard således præcis den profil, der kan føre Kohberg sikkert ud på den videre rejse. Samtidig har han som CCO for Kohberg siden sommeren 2022 allerede et indgående kendskab til virksomhedens forretning og muligheder.
- Kohberg står stærkt på det danske marked, hvor vi sammen med vores gode samarbejdspartnere i både foodservice og detail vil blive ved med at udvikle og levere gode, innovative brød til danskerne, siger Søren Bender Egesborg og fortsætter: - Samtidig er der vokset et nyt ben frem, vi kan stå på, og det er eksportmarkedet. Vi oplever en stadig stigende interesse for Kohberg og vores produkter fra udenlandske kunder, og den position vil vi udbygge og styrke.
Jes Bjerregaard glæder sig over at kunne starte et nyt kapitel for Kohberg.
- Vi har i fællesskab med René skabt et solidt fundament for Kohberg, og det betyder, at vi er klar til at bygge videre på vores visioner, og ikke mindst det store potentiale fremtiden byder på, afslutter Jes Bjerregaard.