“Det har bare en kæmpe værdi at have et arbejde”
Tanja har fundet balancen mellem arbejde, familie og hvile.
Tanja arbejder som salgssupporter for Foodservice – og hun har nærmest fået Kohberg ind med modermælken.
Jeg voksede op i Bolderslev, og min mor arbejdede i pakkeriet på Kohberg. I sommerferien mellem 8. og 9. klasse startede jeg som pakkepige, og med meget få pauser har jeg været ansat ved Kohberg lige siden, fortæller Tanja.
Gennem hele sin barndom og ungdom var Tanja en aktiv håndboldspiller, men omkring 2007 blev det pludselig sværere og sværere at komme ud af sengen.
Jeg slog det hen. Jeg var lige fyldt 30 år, så jeg tænkte, jeg bare var blevet gammel. Men til sidst måtte min mand bære mig ud af sengen om morgenen. Så blev jeg sendt til lægen og fik beskeden, at jeg havde fået leddegigt, fortæller Tanja.
Efter et år med masser af undersøgelser, indlæggelse på Gigthospitalet i Gråsten og sygemelding fra jobbet på Kohberg fik Tanja tilkendt fleksjob.
Gennem hele forløbet sagde Kohberg, at der stod et job til mig, når jeg var klar. Så det var faktisk kommunens sagsbehandling, der gjorde, at det trak ud, fortæller Tanja.
Fleksjobbet på Kohberg blev 4 timer dagligt fra 8-12. Tanja har ingen særlige hjælpemidler i hverdagen, for hævesænke-borde er standard i Kohberg.
- Det er fantastisk, at det var muligt for mig at få et fleksjob. For det har bare en kæmpe værdi at have et arbejde. Det første, folk spørger om, er jo: Hvor arbejder du så henne? Og så er det rart at have et svar. På den måde er arbejdet en stor del af din identitet, fortæller Tanja, der i sin fritid er frivillig mentor ved Aabenraa kommunes Sundhedscenter for borgere med leddegigt.
Det betyder rigtig meget for mig at kunne hjælpe andre, især når der står et ungt menneske. Når du får diagnosen som ung, står du ved en korsvej: Skal jeg få børn? Kan jeg klare et arbejde? Her er det vigtigt at få at vide, at det kan lade sig gøre både at få en familie og et godt arbejdsliv, fortæller Tanja og afslutter:
- I dag er jeg velmedicineret, og det er svært at forstå, at jeg en gang havde det så dårligt, at jeg ikke kunne gå. Jeg har fundet balancen mellem arbejde, familie og hvile, og jeg er sikker på, at det er det, der gør, at min gigtsygdom er i ro.