Velkommen til Kohberg.

Hvilken side ønsker du at besøge?

Luk
Hero
STEPHEN KOM I LÆRE SOM PROCESOPERATØR:

“Kohberg har givet mig en masse muligheder”

Stephen kom til Kohberg i 2019 og arbejdede som ufaglært i pakkeriet, indtil bagerichefen en dag tog fat i ham:

- Min chef foreslog, at jeg startede på uddannelsen til industrioperatør, og det ville jeg rigtig gerne. Jeg har arbejdet som ufaglært, siden jeg var 16 år, og som ufaglært har du ofte skiftende arbejdstider, der kan være svære at få til at hænge sammen med familielivet, fortæller Stephen, der er født og opvokset i England, men kom til Danmark i 2015. I dag bor han i Sønderborg sammen med sin danske kone og deres datter.

På skolen lærer Stephen om kemi, opbygning af eltavler, produktionsudstyr, materialer og meget mere – og det at veksle mellem teori på skolen og praksis på arbejdspladsen har givet Stephen en helt ny forståelse af hverdagen på Kohberg. 

– Det er fantastisk, og hver gang jeg kommer tilbage fra skolen, ser jeg lidt anderledes på Kohberg. Så kan jeg genkende et rør eller en bestemt slags pumpe, og jeg ved, hvordan den virker. Det er rigtig spændende, fortæller Stephen.

Egentligt skulle Stephen have afsluttet sin uddannelse ved årsskiftet 2022-23, men flere af hans studiekammerater skulle fortsætte med overbygningen og dermed uddannelsen til procesoperatør. Og det ville Stephen også gerne.

- Jeg syntes, det lød spændende, og heldigvis bakkede min chef op. Det hele faldt på plads lige før jul, så det var en ekstra julegave, fortæller Stephen og afslutter: - Jeg håber, jeg kan fortsætte ved Kohberg, når jeg er færdiguddannet. Andre, der er blevet uddannet som procesoperatører ved Kohberg, er blevet ansat som f.eks. driftsleder. Det vil jeg også rigtig gerne. Kohberg har givet mig en masse muligheder.